3-4 personer
De fleste mennesker køber efterhånden pizza, og glemmer at det faktisk er en mægtig nem ret at lave selv, samtidig med at det er en hel del sundere, og personligt synes jeg at en hjemmelavet pizza smager meget bedre. Når jeg selv laver den, behøver den ikke at være smurt ind i ost og olie osv.
Her er et bud på en lidt utraditionel pizza, som er inspireret af den pizza vi fik på en hyggelig restaurant ved Rialto Broen i Venedig. Den bedste pizza vi har fået.
Opskriften her er til en hel bradepande:
4 dl. vand
2 spsk. olie
15 g. gær
1 dl. grahamsmel
pizzamel (tipo 00 eller lign.)
lidt salt
Bland vand og lunkent vand, til gæren er opløst, tilsæt olie, salt og grahamsmel. Så skal der hvidt mel i til det rammer den rigtige konsistens. Det æltes godt på bordet, så dejen senere bliver nemmere at rulle ud.
Hæver et lunt sted i 50-60 min. med et fugtigt klæde over.
Tomatsovs:
4 friske tomater i tern, uden kernerne
1 løg i tern
1 tsk. paprika
lidt chilipulver
oregano
1 spsk. tomatpure
1 spsk. light flødeost
salt, peber og lidt sukker
Løg svitses, paprika og chili tilsættes og du skal nu skrue ned til middel varme. Tilsæt tomater og lad stå i 5 min. Så tilsætter du resten. Lad det igen stå i 5 min.
Fyld:
1 gulerod
½ courgette
1 løg
1 dåse tun
½ peberfrugt
mozerella
Peberfrugt skæres i tern. Guleroden skrælles, og når det er gjort, bliver du ved at skrælle den, så du får meget tynde skiver gulerod. Det samme gør du med courgetten, men denne behøver ikke skrælles, hvis den er pæn. Løg skæres i skiver og tunen drænes.
Nu er du klar til at rulle pizzadejen ud, smøre tomatsovs over, og fordele fyldet, afslut med lidt salt.
Pizzaen bages i ovnen ved 200-220 gr. til den er gylden (ca. 25 min.)
Hvis ikke du har mod på at lave din egen pizzadej, så kan du købe en maizena dej og blande op, men du vil ikke få det samme fiberindhold, som hvis du laver en med grahamsmel.
Ligeledes kan du komme nemmere over tomatsovsen, enten ved at købe en færdig, eller måske bare bruge flået tomater i stede for friske. Du kan også variere med krydderierne, hvis ikke lige oregano falder i din smag, og flødeosten kan sagtens erstattes af andet mælkeprodukt.
Fyldet kan du selvfølgelig variere som du har lyst, men det er helt sikkert værd at prøve med det jeg har forslået, bare for at få en ny oplevelse.
God fornøjelse og velbekomme.